CEO-skifte skal styrke bæredygtig profil og ​give plads til innovation

Fårup Betonindustri skifter direktør, så den afgående CEO kan hellige sig udviklings- og innovationsarbejdet, mens den nye skal tage virksomhedens bæredygtige udvikling til næste niveau.

Den 2. januar får betonproducenten Fårup Betonindustri ny CEO, når Niels Søndergaard-Pedersen overtager tøjlerne fra afgående direktør Brian Knudsen. Den nye direktør får som opgave at fortsætte virksomhedens vækst og tage strategien til næste stadie i forhold til den grønne omstilling i byggeriet.

– Jeg kender Brian og familien Knudsen godt. De har i Fårup Betonindustris over 60 år lange historie drevet en succesfuld virksomhed med stærke visioner og værdier. Som første direktør udenfor familien er jeg stolt og beæret over at få chancen for at føre deres livsværk videre og arbejde på en bæredygtig fremtid for betonindustrien og for det danske byggeri, udtaler Niels Søndergaard-Pedersen.

Niels Søndergaard-Pedersen har samlet over 30 års erfaring til sig fra betonindustrien. Herunder som formand for Dansk Beton, administrerende direktør i DK Beton A/S og Perstrup Beton Industri A/S samt henholdsvis produktionschef og fabrikschef i DS Elcobyg A/S og EXPAN A/S.

Se pressemeddelelsen som PDF

– Med Niels får vi en leder, som har fingeren på pulsen, og som har et bredt branchekendskab og et stort netværk. Han har gennem sine mange års arbejde med beton vist, at han kan videreudvikle og tage virksomheder til nye højder, og jeg tror på, at han er den rette til at stadfæste og udvikle Fårups Betonindustris position som en innovativ og troværdig producent, rådgiver og partner i den danske byggebranche, siger Brian Knudsen.

Grøn tankegang og innovation går hånd-i-hånd

I processen med at finde en ny direktør har ledelsen i Fårup Betonindustri søgt bredt i branchen og egne netværk for at finde den rette til jobbet. For det var vigtigt, at den nye leder ikke alene havde erfaring, men også var et godt match i forhold til at dele tankerne om virksomhedens fremtid og at kunne tackle de udfordringer, som byggeriet står overfor.

– Som i samfundet er bæredygtighed den helt store udfordring i byggebranchen. Der har været gode hensigter og skåltaler nok, men nu er der konkrete krav, vi skal forholde os til. Derfor skal vi bruge vores byggematerialer klogt,
passe på vores ressourcer og genanvende hvor og når, det giver mening, udtaler Niels Søndergaard-Pedersen og tilføjer:

– Fårup Betonindustri er en innovativ og agil virksomhed, som kan tage fat, og vi skal sammen med vores kunder skabe værdi og nye løsninger i byggeriet. Det kræver nytænkning og innovation, og det bliver vores fornemste opgave at gå forrest i udviklingen.

Brian Knudsen erklærer sig helt enig. For selvom der ikke længere står administrerende direktør på visitkortet, så stopper han ikke i den familieejede virksomhed. Han fortsætter som udviklingsdirektør og formand i bestyrelsen og vil i det daglige hellige sig arbejdet med nye og innovative produkter, der udvikles og markedsføres under Fårup Betonindustris tag.  

– Jeg vil arbejde med det, jeg synes er sjovt, og jeg har altid brændt for produktion, innovation og opfindelser. Som direktør er der simpelthen ikke nok timer i døgnet, og derfor vil jeg gerne bevæge mig væk fra driften, så jeg kan arbejde videre med mine mange ideer, som forhåbentlig kan være med til at sikre virksomhedens DNA og bæredygtige profil fremadrettet, siger Brian Knudsen.

Brian Knudsen har tidligere opfundet og udviklet Cardcret, som er en patenteret og miljøvenlig udsparingsløsning af pap, der minimerer CO2-aftrykket og affaldsmængden i industrien.

Fårup Betonindustri er en danskejet familievirksomhed fra 1959, som udvikler, leverer, monterer og rådgiver om betonprodukter til byggebranchen i hele Danmark. www.faarup-beton.dk